Velkommen til owned.dk

Dette site vil udvikle sig senere hen, men er på nuværende tidspunkt bare lige hurtigt klasket sammen, så jeg kunne få skrevet nogle ting ned.

Ideen med dette site er at jeg vil skrive nogle af de tanker jeg får omkring diverse ting. Det vil være i den mere humoristiske genre, og som et modspil til mit andet site; jegsmadrerdig.dk.

Domænenavnet? Bare endnu et jeg havde som ikke blev brugt.

Jeg vil forsøge at holde sitet opdateret og senere få udbygget det, når jeg får lidt mere tid end jeg har på nuværende tidspunkt.

22-06-2005Ferier du åbenbart slet ikke vil på

Jeg tvivler lidt på Spies' reklamer for deres selskab under sloganet "Ferier du ikke vil hjem fra".

Du har måske selv set en af dem, som jeg sådan set finder meget hyggelig. En mand prøver at gemme sig fra rejselederen (eller hvad hun nu er) ved at sidde på bunden af poolen. Desværre opdager hun ham og han bliver ledt mod udgangen, for dog kun at stikke af igen.

Men mens de går mod udgangen kan man se omgivelserne, som er komplet tomme. Vejret er kanon og poolen ser da også ganske indbydende ud, så hvor er folk?
Hvad er det lige der er sket, siden der ikke er et øje at se, på trods af at alle foranstaltningerne for en kanon charterferiedag er til stede?

Jeg er lidt utryg ved tanken om hvad der kan ligge til grundlag for den situation og tror måske nok at den rejsende i reklamen bare skal skynde sig hjem og næste gang nok vælge et andet rejseselskab.
Men det kan selvfølgelig være at de tilbyder rejser for folk som har svært ved at begå sig socialt og derved kan isolere dem, sådan at disse folk også kan få sig en afslappende ferie. Det er vel i virkeligheden meget nobelt af dem, men det forekommer mig nu som en lidt dårlig forretning. Men ok, nu skal jeg da heller ikke sidde her og stille spørgsmålstegn ved Spies' forretningsmetoder.

22-06-2005Når diarré er din ven

For tiden er der en TV reklame som (sjovt nok) reklamerer for noget anti-diarré medicin (eller noget i den stil).
I løbet af denne reklame bliver der sagt "Diarré kommer altid på det forkerte tidspunkt", og det har de jo sådan set ret i. Men det er da noget underligt at nævne, er det ikke? Hvornår er det lige at diarré kommer på et rigtigt tidspunkt?

Jeg tror at de skal lede ret længe før end de finder en person, som vil sige at da vedkommende fik diarré så kom det på et yderst belejligt tidspunkt. Personligt har jeg svært ved at se i hvilken situation det skulle fremkomme, men afvise det vil jeg dog ikke. Det kan jo være at de har noget at have den udtalelse i, og at de rent faktisk har dokumentation på tilfælde hvor diarré er kommet og nærmest har reddet dagen for den ramte, men i så fald må den dag vel betegnes som lidt af et paradoks alligevel.

22-06-20052tal og deres underlige tilbøjeligheder

2tal har kørt en stribe TV reklamer, en af dem er dog ret interessant.
En fyr har lige fået installeret hans nye lækre fjernsyn, lydsystem og hvad hjertet ellers kan begære af den slags.
Vild og frådende sidder han og ser noget motorløb på hans nye erhvervelse, tydeligvis meget opslugt af netop selv samme motorløb og selvtilfredshed over hans investering.
Teknikeren der har stået for installationen lader til at være færdig og som en ekstra god service kommer han derfor ind med fjernbetjeningen - og slukker, efterfulgt af ordene "Sådan oplever du hjemmebiografen hos os".

Nu kan det godt være at det bare er mig, men umiddelbart vil du ikke finde mig i en 2tal for at købe en hjemmebiograf, når det er sådan det foregår.
Jeg vil nødigt finde mig selv i en situation hvor jeg sidder opslugt af noget og de så kommer og slukker, lige som det er aller bedst. Det er en meget mærkelig service de er kommet frem med der og jeg kan ærligt talt ikke helt forstå det. Min teori er dog at det måske kan have noget at gøre med energibesparelse, som jo er lidt oppe i tiden, men jeg er langt fra sikker.

11-12-2004Kontrollér din underbevidsthed

Kender I det når folk siger noget som er helt fantastisk, fremragende, storslået, eller ja, måske endda ufatteligt og nærmest uforklarligt? Det sker at de så starter deres historie med at sige; "Du drømmer ikke om det!".

Hvad er nu det for noget? Det skal de da ikke bestemme? Hvem tror de at de er, sådan at bede mig kontrollere min underbevidsthed når jeg sover?
Hvis man ser bort fra at jeg slet ikke kan kontrollere den, hvad bilder de dem så ind at fortælle mig hvad jeg må og ikke må drømme om?

Jeg bryder mig ikke om det. Det er nogle urimelige krav der stilles, af nogle åbenbart meget magtsyge mennesker, der vil overtage Ole Lukøjes arbejdsområde. Jeg finder det skræmmende.

28-11-2004En reklame som glemmer at være fordelagtig

Der har for kort tid siden kørt nogle reklamer på landsdækkende TV, for ejendomsmæglerfirmaet DanBolig.
Jeg tror der i alt har været 3 i den serie, som alle omhandler det her ejendomsmæglerfirma, der vil gøre alt for at sælge dit hus.

I den ene ser man f.eks. et par som er ude og kigge på et hus (sjovt nok), og pludselig daler der sne ned uden for vinduet. Det er naturligvis for at skabe en idylisk stemning og frempresse et salg på den baggrund.
Det viser sig dog til sidst, at sneen bare er flamingo kørt igennem sådan en maskine man høvler grene i og så kommer de ud som savsmuld (aner ikke hvad de hedder).

I den anden er situationen omtrendt den samme. Det er et hyggeligt hus med noget lækker natur omkring sig. Sælger udpeger stolt det rige dyreliv, som de kan se fra deres hus og grund. Igen for at skabe en idylisk stemning som kan være med til at sælge huset.
Til sidst ser man dog sælger være ude og samle alle disse dyr op, som er pap cut-outs eller udstoppede (kan ikke huske det præcist).

Nu kan man jo så tænke at det var da en udmærket reklame, og dem vil jeg godt have til at sælge mit hus... Men tænk dig nu om:
For at sælger kan sælge noget, så kræver det logisk nok købere. Så med andre ord: Intet salg uden en køber.
Mon ikke køber også har set de reklamer? Reklamer der viser hvordan det pågældende ejendomsmæglerfirma vil snyde og bedrage deres købere, for at få solgt skidtet.

Jeg ved ikke med jer, men jeg ville ikke købe et hus fra dem, når det er sådanne metoder de bruger for at sælge.
Så skal du sælge dit hus, bør du måske nok se på andre ejendomsmæglere end DanBolig...

15-11-2004Lynlåse er misvisende

Hvorfor hedder det en lynlås? Den låser jo ikke noget.
Alle andre låse gør jo rent faktisk det de skal - nemlig låse ting. Det være sig en ratlås, cykellås, hængelås osv. Alle låse der gør hvad de skal og kræver en nøgle (eller andet), for at bruge det de beskytter.

Det gør sig jo ikke gældende for en lynlås. Ville du måske have det godt med at forlade dit hus, hvis din hoveddør var en lynlås?

Jeg synes at lynlåsen skal have et nyt navn, som er mere sigende for dens funktion. Og hvad er en lynlås? Det er jo ikke andet end en metalisik udgave af klisterbånd beregnet til tekstiler. Så et oplagt nyt og mere passende navn burde være tekstiltape.

10-11-2004Kurveflet er mig en gåde

Jeg forstår ikke folk der laver kurveflet. Jeg forstår ikke hvordan de kan og jeg forstår slet ikke meningen med det.
Men jeg er et menneske der er åben for nye ideer, så jeg valgte at prøve det, for at se hvad det egentlig var for noget.

Min første forhindring var at gennemskue hvad formålet med kurveflet egentlig var. Men jeg blev dog enig med mig selv, om at jeg måske ville se meningen, når jeg havde lavet mit første stykke kurveflet.

Dernæst nåede jeg til mit valg af materialer. Der er alligevel ikke så meget at vælge imellem, når det drejer sig om kurveflet, så jeg startede ud med tre vasketøjskurve, da det var hvad jeg havde ved hånden.

Det kunne jeg dog slet ikke få til at fungere, så jeg valgte i stedet at prøve noget mindre, som måske ville være nemmere; nemlig indkøbskurve.
Men det var ikke nemmere. Nærmest tvært imod.

Så jeg har konkluderet at kurveflet ikke er for mig.
Og jeg forstår så stadig ikke hvordan det kan lade sig gøre, eller hvad meningen med kurveflet egentlig er.

07-11-2004DVD film jeg ikke må se

Jeg fik mig en slem overraskelse, da jeg læste bagsiden af coverne på mine Toy Story 1 og 2 DVD film.
Bagpå er der nemlig markeret følgende tekst: "Denne DVD må kun sælges".

Nu havde jeg jo egentlig tænkt mig at se dem, men det bliver åbenbart lettere problematisk hvis jeg vil overholde loven.
Det der nok skuffer mig mest, er at jeg ikke blev oplyst omkring dette, da jeg i sin tid købte DVD'erne.

Så nu sidder jeg tilbage med 2 DVD'er jeg ikke må se og et moralsk dilemma. For skal jeg så sælge dem igen og give sorteper videre? Det vil jo ikke være specielt flinkt af mig. Men omvendt har jeg heller ikke megen glæde af DVD film som jeg ikke må se...

04-11-2004Spædbarn efterladt i Odense

Ja, trist er det. Nogen har efterladt et nyfødt barn i et buskads i Odense.
Ifølge TV2 Nyhedernes oplæser blev det lille drenge-barn efterladt bl.a. indsvøbt i lilla velour.

Hvordan kan nogen få dem selv til at gøre sådan noget? Det er jo helt forfærdeligt at udsætte et lille barn for sådan en grusom handling. Hvad har moderen og/eller faderen dog tænkt? Man kan da ikke efterlade et barn indsvøbt i lilla velour.

Barnet kan jo vokse op og tro at det er homoseksuelt, hvilket vel er noget barnet selv skal finde ud af senere hen i livet og ikke blive præget til det fra sin første spæde start i livet.

Politiet leder nu efter moderen, men hvorfor ikke lede efter faderen? De har jo den lilla velour, så båndet til Joakim Hediger burde give sig selv.

02-11-2004TV reklamen for Mou supper

Er jeg den eneste der finder denne reklame lettere morbid?

Mou laver supper og man ser en familie sidde i hyggelige vinter-omgivelser og nyde deres Mou suppe.
Den lille pige får øje på hendes snemand der jo står udenfor i kulden og ser trist ud. Suppe varmer jo, så hun tænker at det er synd for snemanden og går derfor ud med sin suppe til snemanden.

Det slutter så med at snemanden står med en varm tallerken suppe mellem sine sne-hænder og et stort kul-smil over sit runde, hvide sne-fjæs.

Det vil altså sige at de har givet snemanden liv og sjæl, da den jo kan reagere på at den får suppe, hvilket den bliver glad for. Altså, snemanden er levende.
Ja, levende... Men nok ikke så længe. Eftersom den lille pige nu har dræbt sin kære snemand, ved at give den glohed suppe, hvilket jo vil medføre at den smelter og derved dør.

Endnu mere interessant er det at snemanden enten ikke er klar over dette faktum eller bare godt vil dø, fordi den jo ender med at stå og smile, til trods for at dens liv snart vil ende i en sjappet sø af smeltet sne.

Hvis snemanden rent faktisk ønsker at dø, for den må vel være klar over at den er lavet af sne og varme er ret skidt for den, så må man antage at denne lille pige næppe har behandlet den specielt godt, siden den bliver glad for at hun dræber den med varm suppe.
Er dette tilfældet bør denne ellers så idyliske familie jo nok tage et kig på sig selv og få en samtale med deres datter, der åbenbart udsætter snemænd for ting der gør at de ønsker at dø. Det kan jo udvikle sig til andre mere alvorlige ting, efterhånden som hun bliver ældre.

Tænk også på alle de små børn der ser denne reklame, får den idé at give deres snemand varm suppe, eftersom snemanden i reklamen jo blev glad og det derefter medfører at deres snemand jo smelter. Hvad vil det ikke betyde for disse børn. De vil jo blive forvirrede og kede af det. Og de skal nu vokse op, vel vidende om at de har slået deres egen snemand ihjel.
Det synes jeg bare ikke vi kan byde disse børn.